4. december 2023 12:00

Havnebadet åbner den 6. december

Sønderborg Havnebad

Sønderborg Havnebad

Sønderborg Kommune

Den 6. december 2023 markeres det, at Havnebadet er færdigbygget og overdraget til Sønderborg kommune. I samme anledning åbner kommunen Havnebadet for alle friske vinterbadere, som kan hoppe i vandet efter de officielle taler.  

Havnebadet i Alssund er en gave fra Bitten & Mads Clausen Fonden, og blev foræret til kommunen i forbindelse med Fondens 50 års jubilæum i 2021. Det er opført i den nordlige ende af Byens Havn, og ineholder tre bassiner, udspringstårn og plads til solbadning.

Havnebadet er opført i to plan, og på den øverste promenade kan alle spadserer en tur ud på Alssund, uden at skulle i vandet. 

Havnebadet

Havnebadet Sønderborg ligger i Alssund og kan rumme op til 250 gæster ad gangen. Det er delt op i tre bassiner: Det største måler 25 meter på den længste side, det mellemste er udspringsbassinet, og det mindste bassin er for de små, og får som det eneste bassin en fast bund med en vanddybde på kun 30 cm. Der er omklædningsfaciliteter og sauna.

Bestyrelsesformand i Bitten & Mads Clausens Fond, Per Egebæk Have, fortæller om gaven:

Da Bitten & Mads Clausens Fond fyldte 50 år, havde vi en god dialog med Sønderborg Kommune om en gaveide til byen. Gerne en gave som kom mange til gode og bidrog til den udvikling området er inde i. Valget faldt på et havnebad. Det er en stor glæde, at det nu tages i brug. I første omgang nok især af vinterbadere, men med adgangen til at gå på det øverste dæk får alle mulighed for at besøge det. Vi håber at rigtig mange borgere og besøgende får glæde af den nye attraktion.

Per Egebæk Have, Bestyrelsesformand

Borgmester Erik Lauritzen glæder sig over den nye attraktion i kommunen:

Havnebadet er en flot gave, vi har fået fra Bitten & Mads Clausens Fond, og det vil jeg på Byrådets vegne takke mange gange for. Havnebadet bliver endnu et aktiv i Sønderborg til glæde for de lokale og vil understøtte den udvikling, der er sket i Sønderborg by de seneste mange år. Havnebadet vil gøre Sønderborg-området endnu mere interessant for gæster og turister på besøg, men også styrke vores fælles bestræbelser på at få endnu flere til at flytte hertil, siger han.

Erik Lauritzen, Borgmester

Sønderborg Havnebad er bygget i en flydende konstruktion som betyder, at det kan bevæge sig op og ned med tidevandet. Der har været fokus på sikkerheden i forbindelse med Havnebadet, og derfor er der under vandoverfladen kraftigt net i siden af alle bassiner, så badende forhindres i at dykke under Havnebadet og ud i sundet, hvor strømmen er stærk. Nettet stopper desuden større fisk i at forvilde sig ind i badet, uden at hindrer gennemstrømningen af vand. På den måde holdes badevandet frisk.

Badende skal blive i Havnebadets tre bassiner, og der er derfor sat rækværk op på ydersiden af Havnebadet for at forhindre udspring direkte i Alssund. 

For at læse mere om Havnebadet, herunder tilmelding og priser for brug af det, er der oprettet en hjemmeside. Den kan besøges via nedenstående link:

Sønderborg Havnebad